
8. november står Dansk Design Center ubetinget i kvindernes tegn. Under overskriften ”Kvinder er dit nye marked” afslører designforskningsprojektet female interaction på en heldagskonference nemlig bundlinjen af tre års studier og udvikling af innovationsmetoder til at skabe teknologi på kvinders præmisser.
”Udviklingsafdelinger over hele verden river sig i håret i disse år,” fortæller leder af female interaction, design director Klaus Schroeder, design-people.
”Ifølge Boston Consulting Group vil kvinder i 2028 kontrollere 72 % af verdens samlede privatforbrug – også indenfor hjemmeelektronik og kommunikationsteknologi. Men tilsyneladende er kvinderne ikke specielt begejstrede for mange af de højteknologiske produkter, der findes i dag. Det er den hemmelige kode til kvindernes hjerter, vi i projektet har forsøgt at knække – og anvise nye veje til at skabe produkter til hende.”
Ny værktøjskasse og nye produktkoncepter
female interaction har udviklet en værktøjskasse til brug for især udviklingsafdelinger, der skal blive klogere på kønnenes forskellige tilgange til teknologi og handle på det. En proces, der ikke bare indebærer et feminiseret ydre, men også nye brugskoncepter, funktioner, ny interaktion og nye måder at kommunikere produktets fordele på.
På baggrund af mange hundrede kvinders respons i brugerbesøg, telefoninterviews og fokusgrupper har projektteamet skabt en segmenteringsmodel med 4 forskellige typer af kvindelige teknologibrugere.
Desuden har forskere og designere i samarbejde med de deltagende virksomheder B&O, Danfoss og GN Netcom redefineret eksisterende produkter. De nye koncepter er designet på baggrund af ny viden om kvinders motivationer og barrierer overfor elektronik, som projektet har skabt. De tre show cases viser konkret, hvordan innovation med kvinder som fokus kan åbne nye muligheder.
Do it yourself
Det er vigtigt for Dansk Design Center, at konferencen inspirerer virksomheder til at anvende den viden og de innovationsmetoder, som female interaction projektet har skabt. Derfor er en væsentlig del af konferencen en workshop, hvor deltagerne arbejder med at bruge metoder fra female interaction til at blotlægge kvindelige innovationspotentialer ved egne konkrete produkter.
Dansk Design Center sætter fokus på kvinder
Konferencen ”Kvinder er dit nye marked” markerer også, at Dansk Design Center ønsker at sætte fokus på kvinderne som fremtidens marked for elektronikindustrien.
”Design af teknologi til kvinder har et enormt potentiale,” siger konstitueret adm. direktør for Dansk Design Center, Merete Brunander.
”Der er ingen tvivl om, at fremtidens største teknologiske succes’er vil være koncepter og produkter målrettet kvinders behov. Derfor falder female interaction helt i tråd med vores eget ønske om at sætte fokus på kønsspecifik innovation indenfor teknologi.”
Tid og sted
”Kvinder dit nye marked” henvender sig til innovation managere, virksomhedsledelser, produkt- og konceptudviklere, designere og marketingsfolk – kort sagt alle de faggrupper, der har ansvar for at skabe og afsætte produkter til fremtidens købestærke publikum – kvinder.
Konferencen afholdes 8. november kl. 9 til 16 hos Dansk Design Center, H.C. Andersens Boulevard 27, DK 1553 København V og gennemføres på engelsk.
Blandt oplægsholderne er ekspert i Womenomics og tidl. PR- og kommunikationschef for Bang & Olufsen, Helle Katholm Knutsen, og den internationalt kendte professor i kønsspecifik innovation Martina Schraudner, Fraunhofer Institut Berlin.
Det fulde program for ”Kvinder er dit nye marked” kan ses på Dansk Design Centers hjemmeside www.ddc.dk/event/kvinder-er-dit-nye-marked.
I det tre-årige designforskningsprojekt female interaction har designere, virksomheder og forskere undersøgt kvinders motivation og barrierer overfor avanceret elektronik – og udviklet nye metoder til kønsspecifik innovation med fokus på kvindelige præferencer.
female interaction er medfinansieret af Erhvervs- og Byggestyrelsens pulje for brugerdreven innovation og har deltagelse af Bang & Olufsen, Danfoss, GN Netcom, Lindberg International, design-people og forskerne Marianne Graves og Rune Nørager fra Aarhus og Aalborg Universiteter. Projektteamet har tilsammen brugt mere end 10.000 timer på research, metodeudvikling og design.
Læs mere på www.femaleinteraction.com
female interaction
Projektansvarlig, design director Klaus Schroeder, design-people
+45 7022 6462
ks@design-people.dk
www.femaleinteraction.com / www.design-people.dk
Dansk Design Center
Projektleder Sanne Lund Hansen, Design & Innovation
+45 3369 3330
slh@ddc.dk
www.ddc.dk
Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.