
Det var en fuld sal i Dansk Design Center, som fulgte afsløringen af vinderne af Den Danske Designpris 2008/09, hvor centerets protektor HKH Kronprinsen overrakte priserne til de glade og stolte vindere.
De 15 priser fordelte sig på følgende:
Den Danske Designpris
Fælles for de 12 prisvindere og kriteriet for at modtage Den Danske Designpris er, at virksomhederne har skabt innovative produkter og grafiske løsninger af høj æstetisk og teknisk kvalitet, der bidrager til at stimulere brugen af design i dansk erhvervsliv.
Designprisen blev tildelt en række innovative og brugerorienterede løsninger med fokus på livskvalitet, bæredygtighed og sociale relationer. Blandt prisvinderne er f eks en trappelift til handicappede, som kan køre rundt om hjørner, et høreapparat som næsten er usynligt, bæredygtigt møbeldesign, en madservice til ældre borgere samt digitale designløsninger, der imødekommer fremtidens brugeradfærd.
Visionsprisen
Madeleines Madteater vandt Visionsprisen for sit nyskabende koncept, ikke bare i Danmark, men også internationalt set. Et ultimativt oplevelses-, koncept- og maddesign.
Klassikerprisen
Klassikerprisen gik til RABO for RABO Trike 1 – den trehjulede cykel til børn, som i uforandret form har været på markedet siden begyndelsen af 1970´erne. Et kompromisløst og robust design og en rigtig klassiker.
Designmatters Prisen
Designmatters Prisen gives til en mindre eller mellemstor virksomhed, der har satset bevidst på design, og hvor resultatet kan aflæses på bundlinien. Vinderen af Designmatters Prisen 2008/09 blev Hansens Flødeis, der med design som en central del af forretningsstrategien på bare fem år har skabt overbevisende resultater. Familievirksomheden har oplevet en stor vækst både i ind- og udland, hvilket i høj grad tilskrives et brand, der er skabt via strategisk brug af design.
Adm. direktør Christian Scherfig, DDC, siger:
”Prisvinderne repræsenterer et højt kvalitetsniveau og har innovativ styrke. For Dansk Design Center skabes godt design, når virksomheden forstår at udnytte de funktionelle, sociale og økonomiske potentialer, der ligger i brugen af design. Design skaber værdi og er med til at stimulere innovation og vækst i Danmark. Det er der flere og flere virksomheder, som har fået øjnene op for.”
Udstilling og katalog
Prisvinderne præsenteres i kataloget Den Danske Designpris 2008/09 og på en udstilling, der åbner for publikum den 6. november i Dansk Design Center. Udstillingen vises frem til den 4. januar 2009.
Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.