Dansk English

Dansk Design Center

 

Design skal løse fremtidens samfundsproblemer

En håndfuld stærke internationale profiler samles i Dansk Design Center den 12. april til årets internationale konference med titlen ’CHALLENGE SOCIETY: design. business. future’. I år stilles der skarpt på, hvordan design kan være med til at løse fremtidens samfundsmæssige udfordringer.

Fremtidens samfundsmæssige udfordringer er komplekse både for offentlige og private aktører. Flere førende eksperter peger på, at løsningerne skal findes i bæredygtige og innovative designløsninger.

Dansk Design Center har inviteret en række eksperter til landet, der har unik viden og erfaring med innovation, designtænkning og bæredygtigt design i virksomheder og i det offentlige.

Chris Luebkeman, direktør for Global Foresight + Innovation, Arup åbner konferencen med at se på, hvordan brugen af designmetoder kan blive et værdifuldt redskab i forhold til at håndtere kompleksiteten af de udfordringer, som verden står over for i dag. Chris Luebkeman er derudover facilitator på konferencen.

Konferencen byder også på indlæg fra bl.a. Josephine Green, ekspert i social og kulturel innovation samt det 21. århundredes kompleksitet. Josephine Green vil fortælle om, hvilke samfundsmæssige udfordringer, der venter rundt om hjørnet, og hvordan virksomheder i fremtiden er nødt til at reorganisere sig og skabe nye rammer for kreativitet og innovation for at imødekomme disse udfordringer. Josephine Green har arbejdet 15 år for Philips Design, primært med at tolke fremtidige forbindelser mellem social innovation, bæredygtighed og design.

Der vil også være indlæg fra Chris Hacker, designchef i amerikanske Johnson & Johnson, der kommer og fortæller om, hvordan man skaber bæredygtige forbrugeroplevelser ved hjælp af design.

Dansk Design Centers design- og innovationsdirektør Merete Brunander mener, at offentlige og private virksomheder bør sætte sig grundigt ind i de muligheder, der ligger i brugen af en designdreven tilgang, da denne innovationsmetode kan vise sig at være ekstrem værdiskabende.

Globale samfundsudfordringer giver nye forretningsmuligheder
”Den designdrevne tilgang fører til løsninger med maksimal innovation og sikrer succesfuld implementering af produkter og services. Danske virksomhedsledere kan lære meget af denne metode, der kan udgøre et værdifuldt bidrag til at løse globale samfundsudfordringer og give danske virksomheder og Danmark en konkurrencemæssig fordel på det globale marked”, siger Merete Brunander, design- og innovationsdirektør i Dansk Design Center.

Download program for CHALLENGE SOCIETY: design. business. future.

For yderligere information kontakt venligst:
Susanne Søndahl Wolff, presseansvarlig, DDC, ssw@ddc.dk, tlf. 3369 3309 / 2382 1314
Merete Brunander, design- og innovationsdirektør, DDC, mbr@ddc.dk tlf. 3369 3369

 

Tilmeld nyheder

Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.