Hvad laver Dansk Design Center?
Dansk Design Center er Danmarks videncenter for design. Vi udvikler og formidler viden om design og arbejder for at fremme brugen af strategisk design i danske virksomheder og offentlige institutioner. Målet er at øge virksomhedernes konkurrenceevne.
Hvorfor arbejder Dansk Design Center for at styrke erhvervslivets konkurrenceevne?
Det primære omdrejningspunkt for Danmarks designpolitik, 'DesignDanmark', er at øge de danske virksomheders værditilvækst gennem øget brug af design. Ambitionen er at få Danmark tilbage i den internationale designelite og derved styrke Danmarks konkurrenceevne. Dansk Design Center spiller en helt central rolle i udmøntningen af designpolitikken, bl.a. ved at gennemføre aktiviteter rettet mod erhvervslivet.
Hvilke aktiviteter laver Dansk Design Center?
Dansk Design Center tilbyder en række aktiviteter som f.eks. workshops, designsparringsmøder, kurser, konferencer samt erhvervsrelaterede udstillinger. Gennem aktiviteterne får de deltagende virksomheder en dybere forståelse for, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.
Dansk Design Center arbejder endvidere med international branding af dansk design med fokus på profilering af nyere dansk design og danske designkompetencer. Målet er at sikre et internationalt kendskab til dansk design og Danmark som designnation, samt at dansk design som brand skal kunne tiltrække investeringer og kunder til Danmark.
Hvem er Dansk Design Centers målgruppe?
Dansk Design Centers primære målgruppe er aftagerne af designydelser, dvs. danske virksomheder og offentlige aktører. Vores sekundære målgruppe er den nationale og internationale designinteresserede offentlighed.
Hvad sker der på HC Andersens Boulevard?
Dansk Design Center holder til på HC Andersens Boulevard. Bygningen rummer ud over kontorer, butik, café og et konferencecenter, der danner rammen om Dansk Design Centers mange aktiviteter. Derudover viser Dansk Design Center hvert år en række udstillinger med dansk og internationalt design. Udstillingerne fokuserer på, hvordan design som erhvervskompetence og som et redskab til innovation kan øge konkurrenceevnen i danske virksomheder.
Dem arbejder vi sammen med...
Dansk Design Center har et tæt samarbejde med lokale aktører rundt i hele landet, herunder Væksthusene og designambassadørerne, der hver især arbejder målrettet med at udbrede viden om brugen af design til virksomheder i landets fem regioner. Derudover arbejder Dansk Design Center sammen med viden- og forskningsinstitutioner nationalt og internationalt, brancheforeninger og udenlandske designcentre med det formål at formidle viden om designprocesser, brugerdreven innovation, internationale trends og nye materialer, m.v. Desuden har Dansk Design Center en tæt dialog med danske designere og designvirksomheder. Endelig er INDEX: pr. 20. maj 2008 oprettet som et datterselskab under Dansk Design Center.
Siden 1978…
Dansk Design Center blev etableret i 1978 af Dansk Designråd med det formål at styrke industriens konkurrenceevne gennem designinvesteringer. Siden 2000 har Dansk Design Center haft til huse på HC Andersens Boulevard midt i København, i en bygning tegnet af professor og arkitekt Henning Larsen.
HKH Kronprins Frederik er protektor for Dansk Design Center.



