
Danske virksomheder kan med fordel benytte designstuderende som praktikanter. Designstuderende har et stort potentiale for at kunne bidrage frugtbart til projekter i virksomheder, der ser design som et vækstparameter. De kan udføre et reelt stykke arbejde og komme med friske øjne og et stort engagement, hvilket kan være forløsende og igangsættende for et projekt. Designstuderende kan ofte bibringe den nyeste viden inden for design og innovation, som kan overføres til et projekt. Ved at have designstuderende tilknyttet virksomheden, får virksomhederne samtidig kontakt med morgendagens designere. Endelig er erhvervslivet med til at støtte og styrke undervisningsmiljøet, når de tager designstuderende ind i praktik.
Cisco er et af verdens største teknologifirmaer, som skaber forbrugerelektronik med fokus på design (som fx. Apple, Samsung og Nokia). Design Centret i Hørsholm skaber rammen om industrielle designere, grafiske designere, forbruger research mm. hvis arbejde integreres for at opnå en god helhedsoplevelse for forbrugeren.
3 gode grunde til at være praktikant hos Cisco:
’Praktikanter hos Cisco får mulighed for at være en del af en global virksomhed med et spændende og kreativt miljø, og arbejde i et internationalt designteam på ca. 10 personer.’
’Derudover bliver praktikanten trænet direkte af de andre designere og får international erfaring. Praktikanterne får også mulighed for at arbejde med produkter i stor skala, arbejde direkte i processer og på projekter.’
’Vores praktikanter får ansvar efter evne, bliver oplært i design-tools samt får deres egen mentor.’
Hvad får Cisco ud af at have en praktikant?
’At have kontakt med designstuderende giver Cisco et nyt perspektiv på vores forretning og processer. Så det er meget værdifuldt for virksomheden at have praktikanter.’
Eskild Hansen, chef for Ciscos europæiske design center
Det danske Kunstindustrimuseum er et af Nordens centrale udstillingssteder for dansk og international, industriel design, kunstindustri og kunsthåndværk. Kunstindustrimuseet forsker i kunst- og designhistorie med afsæt i museets samlinger og formidler resultaterne i udstillinger, publikationer og undervisning m.m.
Hvad får praktikanten ud af at være i praktik i Kunstindustrimuseet?
’De får indsigt i museumsarbejdet på flere forskellige områder. Praktikanterne kan deltage i forskellige typer projekter alt afhængig af interesse- og uddannelsesområde. Herunder bl.a. biblioteksarbejde, projekter med hjemmesider, udstillinger, indsamling, registrering, besvare forespørgsler, skrive formidlingstekster, udarbejde kommunikations/pressemateriale, omvise etc.’
’Praktikanterne indgår som en del af medarbejdergruppen, og løser opgaver ligesom de andre ansatte i museet.’
Hvorfor har Kunstindustrimuseet praktikanter?
’At have en praktikant har givet os indsigt i, hvordan andre opfatter os. Derudover har det givet nye idéer til, hvordan man kan gribe projekter anderledes an, og så fik vi selvfølgelig en ekstra medarbejder.’
Bodil Busk Laursen, direktør, Kunstindustrimuseet
MindLab er en tværministeriel udviklingsenhed, som involverer borgere og virksomheder i at skabe nye løsninger, der giver værdi for samfundet. MindLab bidrager til, at ministeriernes ledere og medarbejdere ser deres indsats fra borgernes perspektiv, der bruges som afsæt til at udvikle skarpere ideer.
Hvad kan en praktikant bidrage med under et praktikforløb hos MindLab?
’I MindLab indgår praktikanterne i alle dele af MindLabs arbejde, hvilket betyder, at de både deltager i konkret projektarbejde og løser mindre opgaver. Designpraktikanter i MindLab har eksempelvis udformet både designspil, kampagnemateriale, prototyper på nye offentlig service og været med til at gennemføre workshops og interviews med borgere i forbindelse med større projekter.’
’Praktikanten kan også bidrage med faglighed og personlighed. Det konkrete bidrag afhænger af, hvad praktikantens baggrund og interesse er, og hvilke opgaver vi er i gang med at løse under praktikantens ophold i MindLab.’
Hvad får MindLab ud af at have en praktikant?
’Praktikanterne bidrager ofte med en ekstra faglighed i MindLabs i forvejen brogede blanding af uddannelsesbaggrunde. Derudover er de friske øjne på vores metoder og processer og kan bidrage med forbedringer og udvidelse af vores værktøjskasse.’
Kit Lykketoft, souschef, Mindlab
I kan søge en designpraktikant på to måder:
Danmarks Designskole
Ole Sørensen
Tlf. 35 27 75 16
oso@dkds.dk
www.dkds.dk
Designskolen Kolding
Birgitte Bjerrum Hjerrild
Tlf. 76 30 11 42
bbh@dskd.dk
www.designskolenkolding.dk
Arkitektskolen i Aarhus
Jørgen Helstrup
Tlf. 89 36 01 34
jorgen.helstrup@aarch.dk
www.aarch.dk
Kunstakademiets Arkitektskole
May-Britt Jepsen
Tlf. 32 68 60 25
studiekontoret@karch.dk
www.karch.dk
Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.