
Download denne case som PDF, klik på selve casen herunder for at se den i en større version eller læs et uddrag af den længere nede på siden.
En designidé kommer op af skuffen
I 1998 arbejdede Poul Nellemose som chefkonsulent i trafikselskabet Peek Trafik A/S. Han havde været i trafikbranchen i mange år og følte, at tiden var moden til nye udfordringer. Udfordringen skulle ligge i at starte egen virksomhed inden for trafikbranchen.
Poul Nellemose vidste, at det veldesignede og bæredygtige trafikprodukt allerede var udviklet. Designvirksomheden Harrit-Sørensen havde i årene forinden udarbejdet et designoplæg til et nyt trafiklys. Oplægget indgik i en offentlig konkurrence, som Poul Nellemose havde fulgt på sidelinjen, og han vidste, at oplægget siden havde ligget og samlet støv i en skuffe. Han kontaktede Harrit-Sørensen for at høre, om de var interesserede i et samarbejde med ham, og det var de.
Green Light – det innovative lyssignal
Harrit-Sørensens oprindelige designidé var et moderne men enkelt lyssignal fremstillet af miljørigtige materialer med en lyskilde baseret på LEDlys (diodelys). LEDteknologien var på daværende tidspunkt helt ny og endnu ikke særlig udbredt, så det var en meget nyskabende idé i forhold til de eksisterende lyssignaler i Danmark. LEDlys har den store kvalitet, at det forbruger væsentligt mindre energi end almindelige lyskilder, og Poul Nellemose og Harrit-Sørensen var ikke i tvivl om, at det ville blive fremtidens trafiklysteknologi. De gik derfor i gang med et større udviklingsarbejde, så lyssignalet kunne opnå den helt rigtige funktionalitet og imødekomme de krav, der var til offentlige trafikprodukter.
Harrit-Sørensen døbte trafiksignalet ’Green Light’. Det første eksemplar blev produceret i 1999, hvor TTS fik en større ordre fra Odense Kommune, som skulle i gang med en byforskønnelse forud for byens fejring af HC Andersens 200-årsdag.
Efter de første Green Light lyssignaler blev opstillet i Odense by, oplevede Poul Nellemose en stor interesse fra andre kommuner. Det var især fra de kommuner, som satsede på nytænkning i det offentlige rum – miljømæssigt som stilmæssigt – og det skulle vise sig, at dem var der mange af.
Innovationen bliver belønnet
Allerede et år efter Green Light var blevet introduceret på markedet, vandt lyssignalet Den Danske Designpris for sit nyskabende og miljørigtige design. Da Green Light i 2000 og 2002 oveni hhv vandt og blev nomineret til EUs Miljøpris, vidste Poul Nellemose, at han for alvor havde fat i et vinderprodukt. Sammenholdt med den stigende efterspørgsel gik han i gang med at udvikle flere trafikprodukter.
Læs mere om Green Light og LEDlys i detaljer i selve casen og se Poul Nellemoses bud på, hvorfor man bør satse på en designstrategi.

Læs flere cases om virksomheder og offentlige institutioner, der har satset bevidst på design.

Hvilken designvirksomhed kan løse dine udfordringer? Søg i databasen og find den rette samarbejdspartner.
Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.