Dansk English

Dansk Design Center

 

Inelco: “Det var egentlig på tide at spørge slutbrugerne”

En batterioplader er bestemt ikke bare en batterioplader. Den skal både være brugervenlig, anderledes og lækker at se på. Det fandt jyske Inelco ud af, da virksomheden i samarbejde med en designvirksomhed spurgte slutbrugerne og udviklede deres produkt – næsten til ukendelighed.

Firkantet. Traditionel. Tung. Som den negative udgave af en Rittersport-reklame. Cirka sådan beskriver administrerende direktør Søren Rødbro fra Inelco de batteriopladere, hans virksomhed fremstiller. Eller fremstillede. For i dette efterår har Inelco relanceret deres produkt – med nyt udseende og forbedrede funktionaliteter. De re-designede batteriopladere havde premiere for et par uger siden på en messe i Frankfurt, og det gik rigtig godt – eller som Søren Rødbro siger på nordjysk:

Inelcos nye batterioplader

“Uha. Vi har fået mange positive tilkendegivelser og har fået den første større nye kunde i hus og forhandler med flere andre.”

Forud ligger flere års arbejde – og samarbejde med designvirksomheden 3PART. De første tankesten til produktudviklingen blev allerede lagt for fem år siden, hvor der var generationsskifte i Inelco. Her blev Søren Rødbro ejer af virksomheden, og der skulle – med hans egne ord – ske noget nyt. Samarbejdet med Simon Skafdrup, der er industriel designer og medstifter af 3PART gik i gang i december 2006.

"Inelco er et fint eksempel på det potentiale, der er i rigtig mange danske virksomheder. Deres produkter var utroligt gedigne, men gammeldags. Emballagen og kommunikationen var utidssvarende og for teknisk fokuseret. Søren Rødbro og Inelco havde modet til at tage seriøst fat hele vejen rundt og gå direkte i dialog med slutkunderne", siger Simon Skafdrup fra designvirksomheden 3PART.

Brugerne siger: Det er svært at placere selve den store batterilader. Her står den midt i motorrummet. Løsning: Den nye oplader er mindre, kan holdes i hånden og tippes i to forskellige indstillinger.

Nye øjne gav et løft
De første par måneder gik med at være ude hos slutbrugerne af batteriopladerne. Og det var noget af en øjenåbner, for normalt har Inelco koncentreret sig om sine underleverandører og ikke fået meget respons fra brugerne. Men nu tog Inelco og designerne ud og besøgte en bådejer, en motorcyklist og et professionelt værksted. Dels for at se, hvordan brugerne brugte deres batteriopladere og dels for at høre om deres ønsker.

“Det var designernes forslag, men vi havde også selv tænkt, at det egentlig var på tide at spørge slutbrugerne. Vi fik meget input til at forbedre funktionaliteten og til at gøre opladeren mere brugervenlig. Blandt andet har den nye model en lommelygte, da flere brugerne gav udtryk for, at de manglede lys, når de skulle montere opladeren,” forklarer Søren Rødbro, der har været begejstret for samarbejdet med designerne.

Brugerne siger: Det er svært at placere selve den store batterilader. Her står den midt i motorrummet. Løsning: Den nye oplader er mindre, kan holdes i hånden og tippes i to forskellige indstillinger.“De så på tingene på en helt anden måde, end vi gør i branchen, og det gav et løft,” siger han.

Og netop det er designernes styrke, påpeger Simon Skafdrup fra 3PART.

“Design er et effektivt, strategisk værktøj til at revitalisere virksomheden og genvinde konkurrencekraften. Det kræver mod, hårdt arbejde og investeringsvilje at trække sig op over den evige konkurrence på pris. Men vi ser gang på gang, at kunderne er villige til at betale for relevante nyskabelser og dermed godt designede produkter,” siger han.

Inelco har brugt, hvad der svarer til ti procent af virksomhedens omsætning, på at udvikle den nye batterioplader-model – Keepower.

“For os er det rigtig mange penge, vi har investeret i det. Men vi har en forventning om, at pengene er givet godt ud, og at de er betalt tilbage inden for halvandet års tid,” siger Søren Rødbro fra Inelco.

 

Flere cases

Læs flere cases om virksomheder og offentlige institutioner, der har satset bevidst på design.

Find en designvirksomhed

Hvilken designvirksomhed kan løse dine udfordringer? Søg i databasen og find den rette samarbejdspartner.

Kontakt

Projektleder, Design & Innovation
+45 3369 3330

Tilmeld nyheder

Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.