Dansk English

Dansk Design Center

 

HAY: Vækst via bæredygtigt og innovativt design

Ved at arbejde fokuseret med bæredygtighed og innovation i samarbejde med unge designere, har møbelvirksomheden HAY på få år skabt vækst og et nybrud i dansk møbeldesign.

Download denne case som PDF, klik på selve casen herunder for at se den i en større version eller læs en forkortet udgave længere nede på siden.

Innovation i dansk møbeldesign
”Når jeg bliver spurgt om, hvad det nye er inden for dansk møbeldesign, svarer jeg altid, at der ikke er noget nyt. De basale møbler som et bord, en stol og en seng har jo ikke forandret sig siden 1950erne. Men vores samtidsressourcer er anderledes end dengang. Og vores forbrugsmønster har ændret sig. Det er det nye,” udtaler grundlægger af møbelvirksomheden Rolf Hay.

Rolf Hays interesse for møbeldesign ved brug af samtidens ressourcer koncentrerer sig om at skabe innovative produkter ved hjælp af nye produktionsformer, teknologi og materialer. Det var netop denne tilgang til design, som bar frugt i samarbejdet med møbeldesignerne Johannes Foersom og Peter Hiort-Lorenzen. Produktionen og designet af ‘Blow’-stolen blev en af HAYs kommercielle salgssucceser, og den har høstet branchens anerkendelse som nyt innovativt dansk møbeldesign.

Historien om Blow-stolen
Inspirationen til produktion af Blow-stolen opstod i problemstillingen omkring polstring. Det er en bekostelig proces at fremstille polstrede møbler i Danmark, da selve polstringen bliver udført ved håndarbejde, og det er derved en proces, som er svær at industrialisere. Grundprincippet i Foersom & Hiort-Lorenzens design bestod i en stol, som skulle fremstilles som en ‘sækkestol’, dvs at den udelukkende blev båret af betrækket og polstringen. Der skulle derfor findes en alternativ produktionsform, hvis ikke stolen skulle blive meget dyr at fremstille.

Blow-stolen blev HAY's startskud på flere nybrydende møbeldesigns, som f eks designerne Louise Campbells ‘Prince Chair’ og Torpe/Kölsch ‘MORMOR’ sofa – begge møbler er blevet prisbelønnet for deres design og innovative produktionsform.

“HAY har fået succes, fordi vi har en stor viden om og brænder for møbeldesign. Og fordi vi tør fokusere og gå hele vejen med designidéen. Interessen giver fordybelse, som igen giver stor viden og faglighed,” fortæller Rolf Hay.

Bæredygtighed
For Rolf Hay eksisterer design på arkitekturens præmisser. Det er han ikke alene om at mene, men det er alligevel en afgørende forskel fra andre møbelproducenter. En anden læresætning i virksomheden er, at kvalitet og bæredygtig produktion hænger sammen.

”Der ligger jo en bæredygtig tankegang alene i at ville designe kvalitetsmøbler. Folk passer på kvalitet og kan holde ud at se på dem i mange år, og det er med til at skåne miljøet imod et brug-og-smid-væk forbrug, som man ser det med så mange andre møbeldesigns i dag,” forklarer Rolf Hay.

En anden del af det bæredygtige møbeldesign ligger i produktionsprocessen og materialevalget. HAY udnytter alle nutidige produktionsprocesser og vil være med til at bringe innovation til branchen, da det er ved at lære om ny teknologi og materialer, at en ny bæredygtig udvikling kan etableres.
 

Flere cases

Læs flere cases om virksomheder og offentlige institutioner, der har satset bevidst på design.

Find en designvirksomhed

Hvilken designvirksomhed kan løse dine udfordringer? Søg i databasen og find den rette samarbejdspartner.

Kontakt

Projektleder, Design & Innovation
+45 3369 3330

Tilmeld nyheder

Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.