Dansk English

Dansk Design Center

 

Grundfos: Design og bæredygtighed som strategisk redskab

Grundfos er verdens største producent af cirkulationspumper. Deres mest innovative pumpe ALPHA2 er skabt med udgangspunkt i kundebehov og bæredygtighed. ALPHA2 har solgt over al forventning og er blevet et af de produkter, der i fremtiden skal være med til at sikre Grundfos’ position på markedet.

Download denne case som PDF, klik på selve casen herunder for at se den i en større version eller læs et uddrag af den længere nede på siden.

Design og bæredygtighed som strategisk redskab
Grundfos har været frontløber i forhold til at sætte design og bæredygtighed på dagsordenen i en branche, som ikke normalt forbindes med de værdier. Hos Grundfos er design og bæredygtighed blevet to centrale værdier, som er forankret på såvel direktionsplan som på produktionsplan. De bliver således strategiske mål i Grundfos, hvilket betyder, at der arbejdes hen imod at integrere dem på alle niveauer og i alle beslutningsgange. Ved at tage afsæt i virksomhedens vision, mission og mål bliver de en del af virksomhedens overordnede forretningsstrategi.

Der er to primære årsager til, at Grundfos bruger design og bæredygtighed som et strategisk redskab. For det første får Grundfos’ produkter tilført en merværdi, idet produkterne har en social ansvarlighed indbygget. For det andet er denne merværdi med til at styrke produktet i en salgssituation og differentiere det på et konkurrencebetonet marked.

Designprocessen
For alle Grundfos’ udviklingsprocesser gælder det, at de via brug af design og højteknologiske løsninger igennem produktudviklingen har fokus på produkternes bæredygtighed i hele livscyklussen. Det betyder, at en lang række forudsætninger skal være opfyldt under designprocessen, produktionen og transporten. Når produktet siden hen er udtjent, tilbyder Grundfos at hjælpe kunden med forsvarlig bortskaffelse, og på den måde bliver bæredygtighed en rød tråd i hele produktets livscyklus.

Grundfos har et princip om, at alle deres produkter skal have et særligt design-DNA. ”Man skal vide, at det er en Grundfospumpe, når man ser den,” fortæller Henrik Kjeldgaard, Business Development Manager i Grundfos. Udviklingen og styrkelsen af design-DNA finder altid sted med udgangspunkt i brugerne og brugernes behov. På denne måde optimeres brugervenligheden og den interne såvel som den eksterne opfattelse af Grundfos’ mange produktkategorier forstærkes.

Forud for enhver produktudviklingsproces i Grundfos er der et feltstudie, hvor forskellige typer af brugere observeres og interviewes. Hvis der bliver identificeret et nyt brugerbehov, som kan være en forretningsmæssig fordel at forbedre, så igangsætter det ofte en designproces.

ALPHA2-pumpen er et af Grundfos' nyeste produkter på markedet og et af de mest innovative og populære produkter til dato. Bevæggrunden for at begynde designprocessen af ALPHA2 opstod ved et identificeret brugerbehov. Fra idéen om ALPHA2 var født og til det færdige produkt stod på hylden, gik der ca 1 1/2 år. Der var ca 25 medarbejdere med forskellige faglige kompetencer indenfor blandt andet teknik, design og marketing involveret i projektet. Det var Grundfos’ egen designafdeling på i alt seks industrielle designere, der i produktudviklingen stod for designdelen.

Bæredygtighed som konkurrenceparameter
ALPHA2 er sammen med Grundfos’ nyeste produktportefølje med til at synliggøre virksomhedens værdier såsom bæredygtighed og social ansvarlighed.

”Vi er meget fokuserede på, at vi hele tiden holder et forspring til vores konkurrenter, for kun herved kan vi blive ved med at være den producent i branchen, der sælger flest pumper og dermed også tjener flest penge. Og det gør vi ved at være foran og innovative på teknologi- og designsiden og ved fortsat at tænke bæredygtighed ind i alle vores designprocesser,” siger Carsten Bjerg.
 

Flere cases

Læs flere cases om virksomheder og offentlige institutioner, der har satset bevidst på design.

Find en designvirksomhed

Hvilken designvirksomhed kan løse dine udfordringer? Søg i databasen og find den rette samarbejdspartner.

Kontakt

Projektleder, Design & Innovation
+45 3369 3330

Tilmeld nyheder

Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.