
UDFORDRING
Borgernes forventninger til offentlige services er stadig stigende, og den offentlige sektor er under et konstant pres for at være mere effektiv. Der er et politisk ønske om, at Danmark skal være blandt de mest effektive og mindst bureaukratiske lande i verden. Hvorfor oplever danske unge under 30 år kontakten til det offentlige som bøvlet?
INDSIGTER
At fjerne bøvl for borgeren er ofte en genvej til at skabe besparelser og øgede effekter i den offentlige sektor.
De unge savner en oversætter mellem forvaltningens sprog og deres egen situation; at få oversat offentlige ord til noget, de kan forstå. Desuden har de behov for at få oversat, hvad den generelle lovgivning på et område betyder for lige præcis deres situation.
De unges viden om den offentlige sektors organisering, regler, rettigheder og pligter er meget begrænset og det gør, at de ikke føler sig trygge ved at bruge selvbetjening på nettet.
LØSNING
De involverede parter i projektet har skabt en folder, som giver et indblik i helt almindelige unge menneskers hverdag og deres oplevelser med det offentlige. Projektets generelle indsigter om bøvl for borgerne formidles gennem disse borgerportrætter. Der er en række prototyper af bud på løsninger. En af løsningerne er, at borgere, som registrerer en ny virksomhed, under selve registreringsprocessen bliver gjort opmærksom på, hvilke administrative og skattemæssige forpligtelser, de binder sig til, når de opretter en virksomhed.
Projektet har især skabt debat om fremtidens digitale forvaltning og om, hvordan man får borgerne til at anvende de digitale muligheder. Blandt andet er projektets resultater inkorporeret i kommissoriet for den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2011-2015. Projektets leverance var prototyper, og realiseringen af løsningerne er stadig i gang.
Involverede parter Unge skatteydere, unge arbejdsskadede, unge virksomhedsejere uden ansatte, medarbejdere i Skatteministeriet, Beskæftigelsesministeriet (særligt Arbejdsskadestyrelsen), Økonomi- og Erhvervsministeriet (særligt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen) samt MindLab

Læs flere cases om virksomheder og offentlige institutioner, der har satset bevidst på design.

Hvilken designvirksomhed kan løse dine udfordringer? Søg i databasen og find den rette samarbejdspartner.
Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.