Dansk English

Dansk Design Center

 

Skræmmende ringe innovation i Danmark

I Dansk Erhvervs nyligt offentliggjorte rapport »En erhvervspolitisk vision for Danmark 2020«, fremgår det, at Danmark har haft fem års nulvækst i innovation, at ca. 60 pct. af danske virksomheder ikke er innovative, og at under 20 procent af de danske servicevirksomheder bruger det offentlige vidensystem til innovation.

Det må siges at være skræmmende læsning, ikke mindst når vi om blot 10 år ifølge regeringen skal være blandt de lande i verden, hvor virksomhederne er mest innovative.

Men i krisetider ser vi virksomheder stå i dilemmaet. På den ene side er det vigtigt at satse på fortsat udvikling og innovation, ellers går man i stå og taber markeds-momentum. Omvendt er der ikke råd til fejlinvesteringer.

Og dermed fortsætter mange ud af samme spor og ingen fornyelse sker. Men at gøre ingenting er faktisk værre og ofte med kontant afregning til følge.

Det er helt afgørende for virksomhedernes konkurrenceevne, at der sker fornyelse, således at der udvikles og kommercialiseres nye produkter, serviceydelser og forretningsgange. Men hvad er forudsætninger for innovation?

Innovation kræver en anden ledelsestænkning, der bør starte med at kigge på virksomhedens samlede kompetencer. Hvem har vi i virksomheden, der kan tænke nyt, se nye løsningsmodeller og skabe forandringer? Har vi den intellektuelle kapital til rådighed, der kan sikre værdiskabelse med udgangspunkt i nye idéer, eller må vi se os om efter sådanne kompetencer?

Bryd vanetænkning
Der er flere forskellige tilgange til innovation, og design er én af dem. Men ofte er virksomhederne usikre over design som innovationsmetode, måske forbi design opfattes som æstetik. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at de virksomheder, der anvender design som en integreret del af innovationsprocesser og forretningsudvikling oftere udvikler innovative produkter, processer m.v. end andre virksomheder. Designvirksomhederne er nemlig gode til at se anderledes løsningsmuligheder, fordi de arbejder med reflekterende tænkning frem for reflekstænkning. Og derved brydes den vanetænkning, som åbenbart hersker i mange danske virksomheder, og som må siges at være én af de største hindringer for innovation.

Design er et af de områder, hvor vi kan adskille os markant fra vores udenlandske konkurrenter. Og derfor er det helt afgørende, at vi skal være bedre til at producere med et højt designindhold.

Vi har en lang og stærk tradition for godt design og netop det store potentiale, der ligger her, skal vi blive bedre til at udnytte. Også når det gælder om at anvende design som innovationsdriver. Så find frem til de kreative hjerner, der kan være med til at sikre din virksomheds fremtid!

Artiklen blev bragt som klumme i Børsen den 7. juni 2010.

EMNEORD: Innovation
 

Få gratis sparring om design og innovation

Vil du høre om hvordan design kan øge vækst og innovation i din virksomhed? Eller ønsker du at diskutere udfordringer i relation til design? Så book et gratis møde med en af vores projektledere.
>  Læs mere

 

Kontakt

Projektleder, Design & Innovation
+45 3369 3330

Tilmeld nyheder

Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.