Dansk English

DDC - Dansk Design Center

 

Praktik hos LEGO

Læs i dette interview om fordelene ved erhvervspraktik for både virksomhed og studerende.
Erhvervspraktikanter bliver værdsat hos LEGO

Mette Bundgaard Nielsen, Manager i Product & Marketing Development, LEGO SYSTEM A/S

Hvad får LEGO ud af at have erhvervspraktikanter?
Som kreativafdeling i én af Danmarks store designvirksomheder anser vi det som helt oplagt at være med til at hjælpe kommende designere. På den måde sikrer vi også, at der til stadighed er en pool af potentielle, kvalificerede nye medarbejdere at kunne ansætte i virksomheden.
Derudover har vi som virksomhed stor gavn af at have designpraktikanter ansat, da de har en positiv og inspirerende effekt på projekter og projektteams og kommer med en ny tilgang til og friske øjne på både design som fag og på vores produkter som helhed.

Hvad skal der til for at komme i betragtning som en potentiel praktikant hos LEGO Koncernen?
Er du et legebarn, elsker du at udforske børnenes univers, og er du en talentfuld designstuderende, så er du nået et godt stykke ad vejen. Brænder du også for at bygge med LEGO klodser og illustrere idéer via disse eller ved hjælp af skitser og håndtegninger, så er du nået endnu et skridt på vejen hen i mod at komme i betragtning til en designpraktikplads i designafdelingen i LEGO Koncernen.

Hvordan søger man en praktikplads hos LEGO Koncernen?
Vi får henvendelser fra praktikanter hver dag, der ønsker job hos os, så det er vigtigt at skille sig ud. Vi tager altid ansøgninger, der omfatter en professionelt udarbejdet portfolio, i betragtning, og kan vi se legebarnet i dem, der søger, så er muligheden for en praktikplads til stede.

Hvad får praktikanten ud af at være i praktik hos LEGO Koncernen?
Designpraktikanter i LEGO Koncernen arbejder på lige fod med alle andre designere og får straks mulighed for at påtage sig ansvar for produkter og processer. De bliver tilknyttet et bestemt designteam og en kreativ leder, som vil give dem sparring og feedback på samme niveau som andre designere. Praktikanterne får et bredt indblik i kreative processer og selvfølgelig en stor erfaring i at designe spændende modeller med vores kerneprodukt – LEGO klodsen. Vores designpraktikanter får ligeledes en enestående mulighed for at prøve at arbejde i en global virksomhed og en international designafdeling, hvor vi har designere fra mere end 15 forskellige lande ansat.

Hvad kan en praktikant bidrage med under et praktikforløb hos LEGO Koncernen?
Designpraktikanter bidrager fra dag et med deres helt opdaterede designkundskaber og nyeste proceskendskab som for eksempel nye måder at brainstorme på, visualisering af koncepter, etc. Vi ansætter altid de mest talentfulde designpraktikanter fra ind- og udland og altid i længerevarende praktikforløb (internships), hvorfor vi har stor glæde af det høje niveau af designfærdigheder, kreative teknikker og arbejdsmetoder, de bidrager med. Designpraktikanterne bliver udfordret og udviklet, og vi giver dem som nævnt ansvar for såvel produkter som processer, således oplever flere også at få egne designede LEGO æsker på hylderne i butikkerne. Vi oplever ofte, at designpraktikanterne efter afsluttet uddannelse kommer tilbage til vores virksomhed igen, da de kender og sætter pris på vores værdier og de meget spændende designudfordringer, som de får, når de designer, arbejder og leger med vores fantastiske legetøj.
Det er alt sammen til stor gavn for LEGO Koncernen både rekrutteringsmæssigt og ressourcemæssigt, og vi kan kun opfordre andre virksomheder til at benytte sig af muligheden for ansættelse af designpraktikanter.
 

Praktik hos LEGO har betydet meget

Brian Nielsen, designstuderende på Danmarks Designskole
Brian Nielsen lavede en ansøgning til LEGO, hvor han vedlagde sit potofolio og en motivation

Hvad har du fået ud af dit praktikforløb hos "Lego"?Brian Nielsen
Opholdet hos LEGO har ændret hele min opfattelse af, hvad det vil sige at arbejde som designer. Det har givet en stor forståelse for, hvad det kræver at lave produkter til et marked.

Hvad var dine forventninger til dit praktikophold hos "Lego" ?
Jeg startede hos LEGO med meget blandede forventninger. Det er jo lidt af en drengedrøm for de fleste børn at få lov til at arbejde for dem. I virkeligheden er en legetøjsfabrik ikke, som et barn forestiller sig det. Det er et hårdt men utroligt spændende sted at arbejde som designer.

Hvad var dit bidrag til projekter du var involveret i?
Jeg har en baggrund i at lave både computerspil og industrielt design fra skolen. Det viste sig at være en stærk kombination, når det kommer til at designe legetøj, fordi man har et ben i begge lejre. Den meget frie design fra spil kontra det at lave en form, der skal kunne støbes. Da jeg skulle lave BIONICLE figurer, var det en perfekt blanding.

Hvordan var det at arbejde i en stor virksomhed?
Det var en kæmpe omvæltning for mig at blive sat i et team. Fra at gå på Danmarks Designskole, hvor man for det meste arbejder alene, så skulle jeg pludselig fungere i et team, hvor jeg var en mindre del af noget større. Det krævede, at jeg ændrede hele mit perspektiv til det projekt, jeg arbejdede på og begyndte at tænke i bredden.

Hvis du skal nævne det største grund til at komme I virksomhedspraktik?
Man får en indsigt i produktionen, som man ikke ville få andre steder. Der ligger rigtigt meget arbejde gemt i de forskellige faser af produktudviklingen som man ikke overvejer, før man står i situationen, hvor man skal samarbejde tæt med marketings- og produktionsfolk.

Har du haft kontakt med "Lego" efter dit praktikophold?
Jeg har stadig kontakt med LEGO og har netop afsluttet et fantastisk freelance job for dem.

EMNEORD: Designpraktik
 

Kontakt

Projektleder, Design & Innovation
+45 3369 3308

Tilmeld nyheder

Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.