Dansk English

Dansk Design Center

 

Nyt fødevaredesign til ældre

Michael Keissner fra designvirksomheden Hatch & Bloom er i gang med at forbedre den kommunale madordning i Holstebro Kommune via nyt fødevaredesign. Her fortæller han om projektet Glad For Mad.

Hvorfor fokuserer I på fødevaredesign til ældre?
Vi mener, at der er et stort behov for at udvikle særlige fødevarer til ældre, idet de ældre har nogle særlige behov og præferencer – både i forhold til ernæring, smag og konsistens i selve fødevareproduktet samt i forhold til emballagen, hvor nedsat førlighed eksempelvis pga. gigt gør det svært for de ældre at åbne almindelige emballager. Derudover mener vi også, at de ældre udgør en målgruppe med et stort potentiale, idet det er en stadig voksende gruppe med stor købekraft.

Hvad, mener du, er årsagen til, at ældre er en overset målgruppe på fødevareområdet?
Jeg tror, at meget af det skyldes, at der ikke er nogen tradition for at fokusere på ældre i produktudviklingen inden for fødevarer. Traditionelt set har det først og fremmest været børnefamilierne, der har været i fokus, hvilket hænger sammen med, at mange af fødevareproducenterne fokuserer på volumenmarkeder. De fødevareproducenter, der fortrinsvis udvikler specialprodukter, fokuserer heller ikke på de ældre men på de mere trendy ‘first-movers’, som bor i storbyerne.

Når denne tradition aldrig rigtig er blevet brudt skyldes det også, at de ældre indtil videre ikke har været særlig gode til at gøre opmærksom på deres behov og ønsker. De har heller ikke fået tilstrækkelig med opbakning fra interesseorganisationer som Ældresagen eller Gigtforeningen. Det burde der gøres noget ved.

Hvad er det, der ikke fungerer i dag?
I og med at langt de fleste fødevarer i supermarkederne er målrettet børnefamilierne, er portionerne og mængderne ofte alt for store for de ældre. Det kan efterhånden være svært at finde en kvart eller halv liter mælk. Derudover er de ernæringsmæssige værdier i fødevarerne heller ikke optimale for de ældre. Eksempelvis lider mange af de ældre i dag af en mild form for underernæring. De er småtspisende og derfor er deres behov for bl a proteiner, fedt og fibre meget større. Endelig er der de mange emballager, der både i forhold til åbnings- og genlukssituationer ikke er optimale.

Hvilke områder kan forbedres designmæssigt?
Alle områder. Det handler ikke kun om at anvende design til at gøre emballagerne mere brugervenlige, men om at bruge design til at udvikle helt nye typer af fødevarer – herunder også nye distributionsformer og kommunikation. I Hatch & Bloom vil vi også gerne være med til at understøtte nye former for samarbejder mellem offentlige og private virksomheder, der har til formål at sikre de ældre nogle gode og berigende madoplevelser.

Michael KeissnerHvem skal gøre noget ved problemet?
Det skal fødevare- og emballageproducenterne først og fremmest, idet det rent faktisk kan være en god forretning. Men det er også en samfundsmæssig opgave, idet god ernæring, brugervenlige emballager og kvalitetsfødevarer har stor betydning for de ældres sundhed og livskvalitet. I den forbindelse kan og bør designvirksomheder spille en mere afgørende rolle, idet de har kompetencerne til at bygge bro mellem brugerbehov og brugergrupper på den ene side og producenter og serviceleverandører på den anden side.


 

Tilmeld nyheder

Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.