Dansk English

Dansk Design Center

 

Mere end 40 års designpriser

Det har altid været populært at indstifte priser til belønning af det bedste i en branche eller industri. At få prisen som 'den bedste' giver ikke kun anerkendelse til vinderen – i bedste fald er priser med til at fremhæve nye tendenser og skabe innovation i industrien som helhed.

De bedste produkter og løsninger er dem, som følger med udviklingen i teknologi og de kulturelle, sociale og samfundsmæssige ændringer. Og nogle gange også dem, der er helt forud for deres tid og på den måde viser nye veje.

Et markant pejlemærke
Den Danske Designpris har med sin over 40 års historie bevist, at den er fulgt med tiden. Dansk design har som industri, produkt og begreb holdt sig stærk og levedygtig og står i dag som et af de mest markante pejlemærker for de danske virksomheders innovationsevne.

Her præsenteres et overblik over prisens historie:

1965 - ID Prisen stiftes
At hædre det bedste inden for dansk design med en årlig prisuddeling tog sin start i 1965. Dengang hed prisen ID Prisen og blev givet til det bedste danske industrielle design (ID står for industriel design). Dansk design var for alvor blevet et begreb, ikke bare i Skandinavien, men på verdensplan. 'Danish Design' stod - og står stadig - for det enkle, rene og æstetiske design, hvor brugeren er i fokus.

1980 – IG Prisen kommer til
I 1980 fik ID Prisen en søsterpris, IG Prisen, som belønnede det bedste grafiske industrielle design (IG står for industriel grafisk design). Bomærker, skrifttyper, skilte, symboler, ikoner og meget mere fik nu også en plads på designpodiet.

2000 – Den Danske Designpris
I 2000 blev ID Prisen og IG prisen sammenlagt til Den Danske Designpris, som vi kender den i dag. Med en kort pause i årene 2005 og 2006 var uddelingen af Den Danske Designpris 2007 et jubilæum for dansk design: Det var netop fyrretyvende gang, at designpriserne blev uddelt.

2007 – Designmatters Prisen
Sidste skud på designpris-stammen og nyheden i 2007 var indstiftelsen af Designmatters Prisen. Prisen gives til en mindre eller mellemstor virksomhed, der har satset bevidst på design, og hvor resultatet kan aflæses på bundlinien. Den første vinder af Designmatters Prisen var belysningsvirksomheden Lightyears.
 

Se vinderne fra 2010/11

Få overblik over vinderne af Den Danske Designpris 2010/11.

 
 
 
 

Kontakt

Projektleder, Arkitekt MAA, Design & Innovation
+45 3369 3306

Tilmeld nyheder

Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.