Dansk English

Dansk Design Center

 

Fremtidens virksomhed er drevet af følelser og etik

Hvis man som virksomhed skal forberede sig på fremtiden, skal man se på de nøgletendenser, der driver den globale udvikling. Det er et af budskaberne fra futuristen Anne Lise Kjær, der er ekspert i ’Trend Mapping’ og i at skabe innovations- og forretningsstrategier for fremtiden.

"Den bedste måde at forberede sig til fremtiden på, er ved at forstå, hvor mulighederne ligger. Når vi ser nærmere på de mest fremtrædende samfundsstrømninger og tendenser, får vi et klart billede af fremtidens muligheder", siger futuristen Anne Lise Kjær, der står i spidsen for Londonbaserede kjaer global.

Spot en megatrend
I kjaer global bruger de bl.a. metoden ’Trend Mapping’ til at skabe fremtidsscenarier. Det er en værktøjskasse, som virksomheder kan bruge til at orientere sig efter og forstå, hvilke tendenser de skal inkludere i deres forretningsstrategi for at skabe troværdigt design og sand innovation frem for at skabe mere af det samme.

”Det handler om at omsætte samfundsstrømninger til relevante fremtidsscenarier. Vi står over for et socialt paradigmeskifte, og virksomheder må skabe designkoncepter, der afspejler de nye værdinormer. For at skabe fremtidsscenarier må virksomheder først blive bevidste om de samfundsstrømninger og værdiuniverser, som de mener har indflydelse på deres målgrupper og overordnede forretningsstruktur”, fortæller Anne Lise Kjær.

kjaer global har valgt otte megatrends, som de mener fremover kommer til at præge den globale udvikling og dermed den måde, virksomhederne skal forholde sig til fremtiden på. De mest fremtrædende tendenser er ifølge Anne Lise Kjær:
 

Total transparens. Grænserne mellem offentlig og privat udviskes, og transparens er derfor den nye norm. Det er ikke muligt at gemme sig for online-eksponering og omtale. Åbenhed og transparens er derfor essentielt for en virksomheds succes.

Smart teknologi. Nye online-teknologier giver både privatpersoner og virksomheder mere kontrol. Vi kan nu bl.a. arbejde og styre vores sociale liv og økonomi uanset, hvor vi befinder os. Det giver uanede muligheder i dagligdagen.

’Cloud’-kultur & dialog. I takt med konstant tilgængelighed til ’data-skyen’ udvides vores horisont. Vi er i stigende grad påvirket af erfaringsudveksling, videndeling og online communities, og det skaber grundlag for dialogbaserede innovations- og forretningsmodeller.

Nye økonomier og ’glocalisation’. Nye økonomier som Indien og Kina har allerede markant indflydelse på verdensmarkederne. Brands, der indeholder et ’lokalt islæt’ og kulturel kapital, vil tiltrække forbrugerne og give en global konkurrencefordel.

Bevidst forbrug. Den oplyste borger går op i bæredygtighed og bevidst forbrug, hvilket øger presset på en virksomheds CSR og etik. Grønne løsninger for både det offentlige og for virksomheder skal danne rammerne om enhver fremtidsstrategi.

’A Better World’. Flere og flere ønsker at gøre verden til et bedre sted, hvilket indikerer folks behov for social deltagelse og værdibaseret selvudfoldelse. Sand rigdom bliver nu målt på, hvor meget du giver til velgørenhed.

Sundhed og velvære. Helbredsmæssige udfordringer er fortsat i fokus i takt med, at livsstilssygdomme når epidemisk udbredelse. Sundhed og personlig udvikling bliver vigtigere i takt med, at vi prioriterer livskvalitet højere end ’det hurtige liv’.

’Happiness Hunting’. Jagten på lykke er blevet en stærk drivkraft i samfundet. Det offentlige, virksomheder og individet opprioriterer ’det gode liv’ frem for blot at kigge på den økonomiske bundlinje.

Den globale markedsplads
Ifølge Anne Lise Kjær står vi i dag i en situation, hvor de dominerende trends i samfundet og den globale udvikling i positiv forstand tvinger virksomhederne til at være langt mere visionære og innovative, hvis de skal tiltrække fremtidens forbrugere og de bedste medarbejdere.

"Jeg mener, at de overordnede megatrends og drivkraften i samfundet reflekterer menneskers værdisæt og valg i livet. På et rationelt plan vil tilgængelighed og mobilitet give næring til folks behov for at have magt over deres egen tilvœrelse. Transparens og tillid er tæt forbundet og derfor er åbenhed en nødvendighed for enhver virksomhed, der vil bevare deres integritet. På et følelsesmæssigt plan vil folk forvente en virksomhedskultur, der er både etisk og monetært holdbar. Sidst, men ikke mindst er det essentielt for virksomheder at indgå i en meningsfuld dialog med både kunder og ansatte for at udvise en trovœrdig interesse i andet end dem selv", siger Anne Lise Kjær.

Tilsammen peger de overordnede tendenser på et fremtidigt samfund, der fungerer som en global markedsplads, hvor den menneskelige dimension, etikken og det emotionelle bliver afgørende. Og virksomhederne gør klogt i at forholde sig åbent og se på muligheder i stedet for begrænsninger.

”Fremtiden er ikke et sted, man tager hen. Man er aktivt med til at forme og skabe den”, som Anne Lise formulerer det. ”Trends og tendenser spiller en afgørende rolle i udarbejdelsen at et fremtidssikret produkt eller service. Hvis virksomheder formår at orientere og omstille sig, kan det føre til nye innovationshøjder og markedsfordele”.

Empati og etik er nøgleord
Men hvordan kan samfundsudviklingen og trends omsættes til nye forretningsmuligheder og vækst? Hvordan omsætter man flyvske tendenser til konkret innovation i virksomhederne? Anne Lise Kjær anbefaler, at man lader sig inspirere af dem, der allerede er på forkant med udviklingen.

kjaer global har en stor kundeportefølje inden for mange forskellige brancher. En stor del af kunderne er internationale virksomheder som f.eks. BMW, IKEA, iitala, Nokia, SONY og Toyota, og Anne Lise Kjær har derfor et stort kendskab til, hvordan nogle af de førende virksomheder tilpasser sig de aktuelle trends og den globale udvikling. Og her er netop empati og etik nøgleord:

"I fremtiden vil produkter, serviceydelser og oplevelser, der er drevet af autenticitet, etik og empati vinde. For at tiltrække den følelses- og kvalitetsbevidste forbruger skal virksomhederne indføre et etisk funderet værdigrundlag, der også skal afspejles i ledelsesstrategien. Apple, Google, HSBC, LEGO og IKEA fokuserer alle på empatisk lederskab ved at engagere sig både i kunden og medarbejderen", fortæller Anne Lise Kjær. Det er med andre ord ikke nok kun at forholde sig overfladisk til tendenserne - nej, det er noget, der skal afspejles helt ind i kernen af virksomheden fra værdigrundlaget og ledelsesstrategien til forretningsudviklingen.

"I kølvandet på den finansielle krise, er forbrugeren mere skeptisk end nogensinde. For at genvinde tilliden skal virksomheder innovere med fokus på en ’Triple P’-bundlinie: Profit, People and Planet", slår Anne Lise Kjær fast.

Kvinder er en god forretning

Tæt på 80 procent af alle købsbeslutninger i husholdningerne bliver taget af kvinder. Vi har interviewet Klaus Schroeder om, hvorfor kvinder er vigtige at forstå, når man vil øge sin virksomheds innovations- og markedspotentiale.
>  Læs mere

 

Tilmeld nyheder

Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.