
Domex Ovenlys producerer ovenlysvinduer. De havde brug for inspiration til udvikling af deres produkter og deltog derfor i Dansk Design Centers 360° design- og innovationsprogram. Vi har interviewet direktør Henrik Lauridsen om, hvad de fik ud af det.
Hvorfor valgte I at deltage i 360°-forløbet?
"Vi trængte til nogle nye input i vores virksomhed – specielt i forhold til produktudvikling. Design som en del af strategien er ikke noget vi har brugt tid på tidligere, men vi havde brug for ny inspiration, og derfor virkede 360°-forløbet som et meget interessant kursus. Man kan altid selv komme på mange idéer, men de rigtig gode idéer kommer ofte udefra, og derfor valgte vi at deltage i 360°-forløbet."
Hvilke konkrete redskaber har I fået fra 360°-forløbet, som I kan bruge i jeres virksomhed?
"Vi er blevet meget mere skarpe på, hvad det er, vi gerne vil med virksomheden og har lagt en strategi for det. Vi har virkelig fået øjnene op for, hvor stor værdi designere og deres kreative input kan tilføre vores virksomhed. 360°-forløbet har været en øjenåbner for os og har hjulpet os til at se mange nye muligheder, som for eksempel brugen af nye materialer.
Samarbejdet med designerne har givet os nogle rigtig gode og værdifulde input. Det har bl.a. betydet, at vi har ansat en designingeniør, som nu indgår som en fast del af vores team."
Hvilken forskel har designingeniøren gjort for jeres virksomhed?
"Det har betydet, at der er opstået helt nye tanker og arbejdsmetoder i virksomheden. Vi har fået flere kompetencer til at løse vores opgaver bedre. Hvor vi før brugte ’det forhåndenværende søm’, tænker vi nu meget mere i helhedsløsninger. Vi er blevet bedre til at tænke ud af boksen og skabe bedre produktløsninger. Vores designingeniør har en anderledes – og mere kreativ – tilgang til tingene, og det giver ny inspiration, som skaber værdi for virksomheden."
Hvilke resultater har deltagelsen i 360°-forløbet foreløbig ført til, og hvad er jeres mål for fremtiden?
"Vi er blevet dygtigere til at se nye muligheder og har fået flere kompetencer i organisationen. Vi har fået en forståelse for værdien af tværfagligt arbejde og er nu i stand til at føre en fornuftig dialog med designere. Det var vi måske ikke før. Samtidig synes jeg, at vi er blevet bedre til at tænke ud af boksen og udnytte frie ressourcer i organisationen, og det har skabt nogle bedre processer og bedre resultater.
Vores mål for fremtiden er at skabe næste generation af vores produkt – og det bliver igennem tværfagligt samarbejde med vores designingeniør."
Henrik Lauridsen (billedet) er direktør i Domex Ovenlys A/S. Virksomheden blev etableret i 2003 og har siden markeret sig som en af Danmarks førende producenter af ovenlys.

"... jo tidligere design tænkes ind i produktudviklingen, desto nemmere er det at lave den bedste og mest innovative løsning." Designchef i Grundfos, Sara Schøler, fortæller om, hvorfor og hvordan Grundfos arbejder strategisk med design - og hvilke udfordringer der er forbundet med det.
Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.