
Hvorfor er design og brugervenlighed vigtigt, når vi taler om elbiler og grøn transport?
Fordi det kræver en radikal adfærdsændring at få folk til at vælge el-biler og grøn transport i større stil. Vores transportvalg handler rigtig meget om identitet og følelser, og derfor skal de nye alternativer iscenesættes, så der skabes identifikation og den rigtige transportoplevelse. Og dette kan løses gennem design.
Hvordan er det muligt at skabe en positiv indstilling til el-bilen?
Første opgave er at skabe tillid til el-bilen som transportmiddel og investering. Bilen er den næstestørste investering i vores liv (boligen er den største), og da der er tale om ny teknologi, der fortsat er i en rivende udvikling, er der mange usikkerheder forbundet med købet: Er min el-bil allerede forældet om 2 år? Hvad er gensalgsprisen på en el-bil, når jeg skal sælge den? Kan jeg opgradere mit batteri, når der er udviklet mere effektive typer om kort tid? Osv. Tilliden skal skabes ved at redefinere bilkøbet fra køb af en produkt til køb af en service. Servicen skal bestå af alt fra finansiering og sikring af gensalgspris til muligheder for abonnementaftaler og servicepakker inden for bl.a. underholdning til børnene.
Hvordan greb I de tre udfordringer an (designprocessen)?
Vi gennemførte en komprimeret version af vores klassiske proces ved servicedesign-projekter: Indsigt - Identifikation - Konceptudvikling - Implementering. Et multidiciplinært team med kompetencer inden for bl.a. etnologi, interaktionsdesign og identitetsdesign arbejdede sig på 24 timer gennem de fire faser og udviklede servicekonceptet NemBil.
Jeres designløsning ligger op til, at elbil-ejerne skal have et forhold til deres vindmølle. Hvorfor er det vigtigt?
El-biler er først for alvor interessante set i miljøperspektiv, hvis de drives af co2-neutrale energiformer. Og vindmølle-energi er vores mest oplagte vedvarende energikilde, men det kræver langt flere og større vindmøller, end vi har i dag, hvis der skal produceres grøn energi nok til de forhåbentlig mange el-biler. Vi anbefaler derfor en indsats, der på den ene side skal bringe vindmøllerne tættere på den enkelte dansker, så man får følelsen af egen vindmølle og egen energiproduktion. Og på den anden side så tror vi, at man skal satse på nogle gigantiske vindmølleparker enten på havet eller i øde områder, fx i Rusland.
Hvorfor tror I, at det er nødvendigt at placere vindmøllerne andre steder end i Danmark, og hvordan vil det påvirke det forhold elbil-ejerne skal få til deres vindmøller?
Der er brug for meget vindenergi, og det kræver plads at forøge vindmølleparken dramatisk. Danmark er geografisk et lille land, og det er derfor en oplagt mulighed at indgå samarbejder med lande med store øde områder, hvor vindmølleparker kan etableres. På den måde kan vi dels eksportere vores know how på vindmølleområdet til andre lande, og dels løse det problem, at de fleste danskere frabeder sig at få opstillet en mølle i baghaven.

Udstillingen "Smart use of energy" stiller skarpt på elbilen og hvordan den bliver danskernes naturlige valg i fremtiden. Fire designvirksomheder præsenterer hver deres bud.
Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.