
Dansk Design Centers designdefinition har som ambition at omfatte design i sin mangfoldighed og samtidig udstikke en markant retning for alle husets aktiviteter.
Design er ikke længere udelukkende lig med bearbejdning af materialer i krydsfeltet mellem form og funktion. Design bruges i stadig stigende grad også som en metode til at løse komplekse problemstillinger, organisere processer og optimere relationer mellem mennesker.
Et godt eksempel er det servicedesign, der lå til grund for den gennemgribende fornyelse i banken Max Bank. Designprocessen formåede at vende op og ned på kundernes interaktion med den traditionelle bank og forbedrede de produkter og serviceydelser, der sidenhen blev bankens mærkesag.
Design øger konkurrenceevnen
Design er vigtig for danske virksomheders konkurrenceevne. Designdefinitionen skal ses som en naturlig forlængelse af Dansk Design Centers strategi om at udbrede viden om design og designs økonomiske potentialer for erhvervslivet. Ordet merværdi optræder derfor som et centralt element i definitionen.
Et godt eksempel på designs værdiskabende potentialer, er virksomheden Cimbria, der producerer industrielle udlastningsbælge. Virksomheden oplevede, at et redesign førte til et bedre produkt og en markant bedre omsætning.
Design kan også tilføre et produkt immaterielle værdier, hvor bl a oplevelser, kvalitet, forventninger, sanselighed, identifikation og følelser spiller ind.
Det gode design kan for eksempel være med til at væve en historiefortælling ind i produktet, som det for eksempel lykkedes familievirksomheden Hansens Flødeis. I alle berøringsflader mellem virksomhed og kunder, er der arbejdet strategisk med design for at styrke historiefortællingen om produktet.
Æstetikkens betydning
I enhver designproces må der ske en forædling af produktet i sanselig og formgivningsmæssig forstand. Dansk Design Center vedkender sig derfor æstetikkens fortsatte betydning for designbegrebet, uden at det betyder, at design udelukkende sidestilles med formgivningen af dekorative genstande.
Dansk design har flyttet sig langt siden efterkrigstidens guldalder. Dansk Design Centers designdefinition er et bud på et nutidigt designbegreb, der tager hensyn til den forandring, som designbegrebet har gennemgået, og tager bestik af den fremtid, som begrebet går i møde.
Der er ingen tvivl om, at design har en nøglerolle i sikringen af Danmarks status som et konkurrencedygtigt og innovativt samfund.
Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.