Dansk English

Dansk Design Center

 

Danske designere skal redde virksomheder ud af krisen

En ekstrabevilling på 23 mio. kr. fra regeringen skal skubbe designere ud i mindre danske virksomheder, hvor innovationsevne kan være forskellen på liv og død.

Originalartiklen blev bragt i Børsen den 1. marts 2010.
Forfatter: Jakob Martini / jakob.martini@borsen.dk

Danske designere kan meget mere end at tegne dyre møbler, flotte kaffekander og stilrent tøj. De kan også sætte turbo på virksomhedernes innovation midt i en krisetid.

Derfor kaster regeringen ekstra 23 mio. kr. fra globaliseringspuljen ud til Dansk Design Center, der skal styrke designernes samarbejde med mindre og mellemstore virksomheder.

»Det handler om at tage designbegrebet fra de flotte lamper til en integreret strategi i virksomhederne. Den eneste vej til vækst i virksomhederne er innovation, og her kan design være afgørende for mange virksomheder,« siger Merete Brunander, der er design- og innovationsdirektør i Dansk Design Center (DDC).

Hun står i spidsen for en forstærket erhvervsrettet strategi i DDC, der med et omfattende kursusprogram og informationsarbejde skal koble designerne sammen med virksomhederne.

Med uddelingen af regeringens globaliseringsmidler har netop den satsning fået et ekstra rygstød på 23 mio. kr. over de næste tre år. Investeringen skal få designerne ud og redde de små og mellemstore virksomheder, som endnu ikke har opdaget designernes evne til at rette op på hele virksomhedens struktur fra arbejdsmiljø til brevpapir og produktudvikling.

Design giver bundlinje
»Der er ingen tvivl om, at arbejdet med design betaler sig på bundlinjen, og i nogle tilfælde kan det være afgørende for virksomhedernes overlevelse. Det ved jeg fra Coloplast, hvor jeg selv kommer fra, og det ved jeg fra de virksomheder, som vi har arbejdet med her i DDC,« siger Merete Brunander.

Hos Dansk Industri er chefkonsulent Rasmus Anderskov enig i, at designerne kan være redningskransen under økonomisk søgang. Vel at mærke hvis design tænkes strategisk ind i hele virksomhedens arbejde fra organisering til udvikling af nye produkter og markedsføring.

»Vi står i en situation, hvor det er tydeligt, at design kan have stor betydning for virksomhedernes forretningsudvikling, hvis det gøres rigtigt. Det helt store potentiale er i de mindre og mellemstore virksomheder. Især i de mellemstore, der har kompetencer og kapital til at opdyrke designprocesser på mere strategisk plan,« siger Rasmus Anderskov, der roser regeringen for ekstrabevillingen til design i virksomhederne.

»For nogle virksomheder kan det jo være forskellen på liv og død,« siger han.

For designerne handler det om at omstille sig og bruge kompetencerne på en ny måde, fortæller Gitte Just, direktør i brancheorganisationen Danish Design Association (DDA). De skal ind at agere rådgivere i stedet for formskabere. En erkendelse, der i stigende grad vinder indpas hos de danske designvirksomheder, som har indset, at de færreste i øjeblikket kan leve af at lave nye flotte kaffekander.

»Design er ikke kun æstetik. Designere er også problemknusere, som kan være med til differentiere produkter, forbedre arbejdsgange og styrke virksomhedernes innovationsevne,« siger Gitte Just, direktør i brancheorganisationen Danish Design Association (DDA).

Ud over de 23 mio. kr. til erhvervsrettede design, har regeringen bevilget 6 mio. kr. til nye designpartnerskaber og 17 mio. kr. til branding af dansk design i udlandet.

Kontakt

Projektleder, Design & Innovation
+45 3369 3330

Tilmeld nyheder

Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.