Dansk English

DDC - Dansk Design Center

 

Dansk Design før og nu

Danmark er langt ind i sjælen en designnation. Dansk design blev et verdenskendt begreb i 1950erne og 1960erne og afspejler kernen i dansk kultur og selvopfattelse: et åbent og demokratisk livssyn og brugervenlighed.

I det 21. århundrede lever den danske designtradition videre som inspiration for en ny generation af designere. Dansk design udviklede sig i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede og har i dag et bredere formsprog end de velkendte stilikoner fra 1950erne og 1960erne.

 

DANSK DESIGN FØR

Dansk designs DNA
I et land, som kun har få lyse timer i vinterhalvåret, har boligen og indretningen stor betydning. Danskerne dyrker udelivet om sommeren, men om vinteren går danskerne i hi inden døre og tilbringer størstedelen af deres tid hjemme. Det har medført, at danskerne er et af de folkefærd i verden, der bruger mest tid og flest penge på deres bolig. Designmøbler er gået i arv fra generation til generation, og design har været tilgængelig for alle. Design har derfor altid spillet en stor rolle i danskernes liv – og er nærmest blevet en del af det danske DNA.

De gamle mestre
Oprindeligt var dansk design et produkt af sin tid: en nøjsom efterkrigstid med mangel på materialer og det deraf affødte krav om holdbarhed samt en levende håndværkstradition med høje kvalitetskrav. I de efterfølgende år skabte en række fremragende designere design i verdensklasse og blev til de verdensberømte designikoner, vi kender i dag: Arne Jacobsen, Finn Juhl, Kaare Klint, Mogens Koch, Børge Mogensen, Verner Panton, Jørn Utzon, Hans J Wegner og mange andre.

Design til brugeren
Dansk design føjede nye dimensioner til den generelle opfattelse af design verden rundt. Den danske designtilgang lagde vægt på en organisk funktionalisme, som lå fjernt fra de hårde, geometriske former, der kendetegnede den internationale funktionalisme. Et centralt element var den ægte interesse for brugeren og for funktionalitet. De kendetegn, der udviklede sig, var brugervenlighed, respekt for materialerne og en ambition om forenkling og om at opnå en ærlig og enkel skønhed.

DANSK DESIGN NU

Design er mere end en stol
Nutidens kritiske, individualistiske forbrugere og den generelle bevidsthed om behovet for en miljømæssigt bæredygtig udvikling stiller nye krav til dansk design og udfordrer designere og producenter til at søge nye veje. Designopfattelsen har ændret sig fra et fokus på formgivning til design som en integreret komponent af både strategi og udvikling. Det omfatter produktdesign, servicedesign, grafisk design, de elektroniske medier osv.

... men en stol er stadigvæk design
Dansk møbeldesign er ikke så homogent begreb i dag, som det var i 1950erne og 1960erne, men det kendetegnes stadig af et fælles perspektiv og en fælles tilgang, som afspejles i genkendelige udtryk og i høje kvalitetsstandarder.

Der er kommet fornyet fokus på dansk møbeldesign, og Danmark er igen ved at markere sig som et af de lande, der sætter dagsordenen og er med til at bestemme, hvilken retning design skal tage i fremtiden.

 

Den kommende generation
Den nye generation af designere kendetegnes af en fortsat interesse for enkle former, respekt for materialerne, kvalitetshåndværk og en tro på, at design kan forbedre vores livskvalitet.

Mange danske designvirksomheder markerer sig i disse år ved at lancere nye designklassikere. Nye designvirksomheder som Hay, Muuto, Normann Cph og Gubi arbejder ud fra innovation, humor og det særlige danske udtryk, når de udvælger designere, der skal producere møbler for dem. Moderne designklassikere som Gubi Chair og bordet Loop Stand fra Hay varsler om de mange interessante møbler, vi kan vente os fra danske designere i fremtiden.

Virksomheder som Fredericia Furniture, Erik Jørgensen og Fritz Hansen har suppleret deres produktion af danske designklassikere med design skabt af nutidige designere. Eksempelvis har Thomas Pedersen designet gyngestolen Stingray for Fredericia Furniture. En stol, som har sit tydelige udspring i designklassikerne, men som gennem brug af 3D-teknologier har fået et helt nyt formsprog.
 

Kontakt

Forretningsudviklingschef og presseansvarlig, Direktion
T: +45 3369 3309, M: +45 2382 1314

Tilmeld nyheder

Få viden om, hvordan design kan bruges som redskab til innovation.

Tilmeld dig nyhedsbrevet senest den 15. september 2010 og deltag i lodtrækningen om
Roberto Vergantis bog 'Design-Driven Innovation'.